Guide: Dette skal du vide, hvis du overvejer at flytte til Sverige

30. januar 2019
Øresundsbroen

Overvejer du at flytte til Sverige, hvor der ligesom i Danmark er fuld fart på projektbyggeriet? I så fald bør du gøre dig det klart, hvilke faktorer der kan have betydning for dig. Hos Nybygget har vi derfor udarbejdet en guide, der gennemgår de vigtigste områder af din eventuelle bosættelse i nabolandet mod øst.

Fordelene ved at flytte til Sverige er primært økonomiske, med lavere leveomkostninger samt markant billigere biler og huse. Omvendt udgør den største ulempe for mange, den ekstra afstand til familie og venner, selvom transporten for folk i hovedstadsområdet hurtigt kan klares med en tur over broen. Læs med herunder, og find ud af, hvilke faktorer du skal være opmærksom på, og hvilke fordele der byder sig på den anden side af sundet.

Boligtyper

Et overblik over de boligtyper du kan blive præsenteret for i Sverige:

Ejerbolig

Nybyggede ejerboliger i Sverige formidles kort sagt på samme måde som i Danmark. Bolighandler i Sverige foregår normalt gennem licitation, hvor potentielle købere har mulighed for at afgive bud. Sælger er hverken forpligtet til at sælge til højestbydende, eller den oprindeligt annoncerede pris.

Lejebolig

Eller hyresrätt, fungerer på samme måde som projektudlejninger i Danmark. Som lejer har du ret til en lejekontrakt, også i tilfælde af fremleje. Ligesom herhjemme varierer lejepriser i henhold til projektboligens størrelse, beliggenhed mm.

Bostadsrätt

En tredje boligtype som for Sverige er unik, men særligt udbredt. Det kan bedst defineres som en mellemting mellem en ejerlejlighed og en andelslejlighed. Boligen og den grund den står opført på, er ejet af en såkaldt boligejerforening. Når man køber en bostadsrätt, bliver man medlem af foreningen og ejer dermed en del af foreningen. Man er forpligtet til at betale en månedlig afgift bidragende til diverse fællesudgifter. Foreningen består oftest af en række repræsentanter fra det pågældende boligselskab, og 2-4 beboerrepræsentanter. Der afholdes løbende møder, hvor fælles beslutninger træffes gennem afstemning. Det er den enkelte beboers eget ansvar at reparere og vedligeholde boligen. Boligen kan til gengæld bebos på ubegrænset tid.
Ved salg er der som i en ejerbolig ingen begrænsning i hvilken pris man tage for boligen, såfremt foreningen ikke har reguleret dette – hvilket er sjældent.

Personnummer og folkeregistrering

Hvis du skal bo i Sverige i mere end et år, skal du have et svensk personnummer og en folkeregistrering. I Sverige er det Skatteverket der står for dette, og som efterfølgende deler dine oplysninger med en række andre myndigheder. Ønsker du desuden et svensk id-kort, foregår dette også på et af Skatteverkets kontorer. Hvis du har børn, gælder der for dem de samme regler. Du skal i den sammenhæng kunne bevise, at barnet er dit.

Økonomi

Skat i Sverige

Skatten er ligesom i Danmark fordelt på kommune- og statsskat. Er du således både bosat og arbejder i Sverige betaler du derfor almindelig indkomstskat (også kaldet A-skat). Udover det eventuelt fratrukne personfradrag, betaler du den kommunale indkomstskat for skatteprocenten i den kommune du er bosat, ca. 29-34 procent, samt kirkeskat og begravelsesafgift mellem 1 og 2 procent. Den statslige indkomstskat tæller 20 procent af den andel af din indkomst, der overstiger 490.700 kr.

Du bør også være opmærksom på, at der i Sverige er beskatning ved salg af ejendom, og at du derfor betaler skat af salgets fortjeneste. Den samme beskatning gælder også for danske boliger, når du først er flyttet til Sverige.

Bor du i Sverige men arbejder i Danmark, betaler du skat i Danmark, og trækkes derfor både kommune- og statsskat, samt arbejdsmarkedsbidrag. Når du betaler skat i Danmark, kan du desuden være berettiget til en række fradragsmuligheder.

Leveomkostningerne i Sverige er generelt lavere end herhjemme, hvorfor der kan være en økonomisk fordel i at arbejde i Danmark som svensk bosat. Desuden kan det være relevant at holde et vågent øje med kursen på den svenske krone, hvis du får udbetalt løn i danske kroner.

Bankkonto

Hvis du har arbejde i Sverige, og får udbetalt din løn i svenske kroner, skal du have en svensk bankkonto. Lønkonti oprettes ved et besøg i banken, hvor du eksempelvis medbringer ansættelseskontrakt, svensk bosættelsesbevis og dit danske kørekørt.
Hvis du har arbejde i Danmark, kan du som udgangspunkt selv vælge, om du vil oprette en svensk konto. Din løn bliver dog udbetalt på din danske konto. Flere banker tilbyder desuden specialløsninger for pendlere.

Bilregistrering

Har du bil, skal du indenfor én uge (7 dage) omregistrere din danske bil i Sverige. Omregistreringen starter hos Motorstyrelsen og indebærer blandt andet:

  • Et indledende svensk bilsyn
  • Aktivering af køretøjet for kørsel i Sverige
  • Afmelding af bilen i Danmark

Du bør i denne sammenhæng være opmærksom på, at der er regler for, hvor meget du kan benytte dit omregistrerede køretøj i Danmark.

Hvis du overvejer at købe bil i Sverige, er der store besparelser at hente. I Danmark betaler man som resultat af den høje registreringsafgift, bilens værdi mindst to gange, mens man i Sverige, hvor der ingen registreringsafgift er, som hovedregel kun betaler det halve, for det samme køretøj. Da driftsomkostningerne også er lavere, er det altså gevaldigt meget billigere at erhverve og eje biler i Sverige.

Sundhed

Hvis du bor eller arbejder i Sverige, har du samme ret til behandling som en svensk statsborger. For akut behandling ringes 112 eller besøger det nærliggende hospitals akutmodtagelse. Ved mindre akutte tilfælde kan man hos vårdcentralen (lægehuset) henvises til sygehuset. I Sverige står det offentlige for den primære finansiering ved behandling, men man betaler dog selv en del af udgiften – en såkaldt patientafgift. Afgiften varierer fra kommune til kommune.

I Skåne har man ret til, selv at vælge vårdcentral, om end det er mest almindeligt at vælge den nærmeste.

Som pendler

Mange af de danskere der bosætter sig i Sverige, har stadig arbejdsplads i Danmark, og pendler derfor frem og tilbage på daglig basis. Øresundsforbindelsen udgør i den forbindelse et populært valg, med få minutters transporttid i bil, i tog, eller via de mange busafgange over sundet. Enkeltbilletter er dog forholdsvist dyre, så det kan være en idé at undersøge udvalget af forskellige tilbudsordninger – her er der nemlig store besparelser at hente. I nogle tilfælde kan du desuden være berettiget til et befordringsfradrag.

Hvis du vil vide mere, kan du med fordel besøge Oresunddirekt, hvor du finder udførlige beskrivelser og vejledninger til din eventuelle flytning østpå.

 

23 kommentarer

  • Katrine Troelsen
    Katrine Troelsen 7 måneder siden

    Forstår ikke det med skat på boligsalg. Hvis jeg sælger min bolig her for at flytte til Sverige, skal de så have en del af mit overskud på cirka en million? Det kan da ikke være korrekt

    • Troels fra Propstep
      Troels fra Propstep 7 måneder siden

      Hej Katrine,

      Nej – bor du nu i Danmark og sælger din bolig for at flytte til Sverige, så bliver du naturligvis ikke beskattet i Sverige ved salget. Det afgørende er om du har folkeregisteret dig i Sverige inden salget.

      Mvh Troels fra Propstep

    • Mustafa
      Mustafa 5 måneder siden

      Jeg overvejer at flytte til sverige men hvad er regler for som bu flyttet dansker hvis jeg ikke kan finde arbejd og lejlighed

      • Troels fra Propstep
        Troels fra Propstep 5 måneder siden

        Hej Mustafa,

        Det ligger desværre ud over vores område at rådgive om. Der vil jeg næsten tro du skal have fat i de svenske myndigheder.

        Mvh Troels fra Propstep

  • Tommy
    Tommy 6 måneder siden

    Kan man ha både adresse i Sverige og Danmark ?

    • Troels fra Propstep
      Troels fra Propstep 6 måneder siden

      Hej Tommy,

      Du kan kun have folkeregisteradresse ét sted (men du kan selvfølgelig godt have en bolig både i Sverige og i Danmark, blot ikke med officiel adresse begge steder).

      Mvh Troels fra Propstep

  • Frederikke Eriksen
    Frederikke Eriksen 3 måneder siden

    Hej,
    Jeg har boet samt arbejdet i Sverige de sidste 4 måneder, men det har ikke været muligt for mig at blive folkbogført (endnu). Af den grund, har jeg ikke mit personnummer. Det har også været umuligt for mig at komme i en svensk bank, af den årsag at jeg ikke har et personnummer. Hvad betyder dét, hvis jeg fortsat beholder min danske bank?

    • Troels fra Propstep
      Troels fra Propstep 3 måneder siden

      Hej Frederikke,

      Det er faktisk ikke noget vi kender svaret på. Der bliver du nødt til at forhøre dig hos de svenske myndigheder eller lignende.

      Mvh Troels fra Propstep

  • Bo
    Bo 2 måneder siden

    Bor i Sverige, arbejder i Danmark.
    Overvejer sælge mit sommerhus i Danmark. Skal jeg så betale skat af den fortjeneste i Sverige?
    Virker helt tosset.
    Og hvordan ved det svenske Skatteverk at jeg sælger

    • sascha
      sascha 2 måneder siden

      Hej Bo,

      Det kan vi desværre ikke svare på. Der bliver du nok nødt til at forhøre dig hos de svenske myndigheder eller lignende.

      Venlige hilsner
      Sascha fra Propstep

  • traemand.dawson@gmail.com
    [email protected] 2 måneder siden

    Jeg ønsker at flytte til Sverige og bo og arbejde!! Jeg drømmer om at leje en ødegård deroppe men aner simpelhen ikke hvor jeg skal søge eller kigge henne mvh Henrik!!!

    • sascha
      sascha 2 måneder siden

      Hej Henrik,

      Jeg fundet en hjemmeside der udlejer ødegårde i Sverige. Måske de kan hjælpe dig på vej: https://www.sydsverige.dk/?pageID=663

      Jeg håber at det lykkes for dig 🙂

      Venlige hilsner
      Sascha fra Propstep

  • Marie
    Marie 2 måneder siden

    Hej,
    Jeg har officiel adresse i København og er dansk statsborger, men er for nogle måneder siden flyttet til Sverige hos min kæreste. Jeg skal snart til noget behandling på hospitalet i Danmark, og er i den forbindelse nervøs for om jeg overhovedet kan få lov at komme tilbage til Sverige efterfølgende(pga. Corona regler ved grænsen), når jeg ikke har officiel adresse her, men blot står på en lejekontrakt. Vil jo gerne tilbage til mit hjem og min kæreste efterfølgende…

    • Troels fra Propstep
      Troels fra Propstep 2 måneder siden

      Hej Marie,

      Det er et spørgsmål, som ligger udenfor vores ekspertise. Jeg vil anbefale dig at tage fat i de svenske myndigheder.

      Mvh Troels fra Propstep

  • Hans Gammelgaard Nielsen
    Hans Gammelgaard Nielsen 2 måneder siden

    Hej jeg vil gerne flytte til Sverige jeg har en bolig klar deroppe ligger i Nybro kommune, hvor skal jeg starte, hvad med receptpligtig medicin som jeg får i Danmark bliver det automatisk overført så jeg kan få medicinen i Sverige, jeg ønsker at blive boende i Sverige med svensk personnummer
    Mvh Hans

    • sascha
      sascha 2 måneder siden

      Hej Hans,

      Uha, der må vi melde pas. Det er desværre ikke noget vi kan svare dig på.

      Mvh Sascha fra Propstep

  • Rasmus
    Rasmus 1 måned siden

    Hej

    Min hustru og jeg er gift i Danmark men ønsker at flytte til Sverige.
    Vi ved ikke helt hvordan man skal udfylde de ansøgninger som man skal og håbede på I kunne være behjælpelige med svar.?

    Det skal lige nævnes at min hustru ikke er dansk, hun kommer oprindeligt fra Filippinerne og hun skal også søge opholdstilladelse i Sverige samt at vi også skal søge familiesammenføring.
    Ved I hvordan man gør dette?
    Jeg kan ikke rigtig selv blive klog på det via skatteverket eller Migrationsverket.

    Hilsen

    Rasmus

    • Troels fra Propstep
      Troels fra Propstep 1 måned siden

      Hej Rasmus,

      Det er desværre ikke noget vi har kompetencer til at hjælpe med her hos Propstep. Migrationsverket må være dette sted at søge svar.

      Mvh Troels fra Propstep

    • Line
      Line 1 måned siden

      Hej Rasmus

      Join facebook gruppen, familiesammenføring i sverige for danskere. Der ligger en masse filer og man kan hente hjælp hos gruppens medlemmer.

      Jeg er selv i denne måned blevet familiesammenført her i Malmø, og for os tog det kun 2 måneder, og med hjælp fra gruppen er det ret ligetil hvad man skal have styr på og hvad der skal sendes hvorhen!

      Jeg håber det kan hjælpe!

      God dag 🙂

      Hilsen Line

      • Troels fra Propstep
        Troels fra Propstep 1 måned siden

        Tak for input, Line

        Mvh Troels fra Propstep

  • Catarina
    Catarina 3 uger siden

    Hej
    Jeg flyttede til Sverige for 10 år siden men har først nu fået at vide at jeg skal betale skat af mine aktier i Sverige og fået at vide at Danmark skal betale skat tilbage til mig bliver det så for alle 10 år eller hvordan er det med det
    Mvh

    • Troels fra Propstep
      Troels fra Propstep 3 uger siden

      Hej Catarina,

      Tak for din besked. Det er simpelthen ikke noget vi kan rådgive om her hos Propstep. Der må være nogle danske og/eller svenske myndigheder, som kan give dig et svar.

      Mvh Troels fra Propstep

    • jonas
      jonas 1 uge siden

      hvis du havde aktierne i dk før du flyttede. skal der svares skat i DK. Hvis de er erhvervet i Sverige mens du var folkebokførd skal du svare skat i sverige. Med mindre du har dem i depot på en aktiesparkonte IVS

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *