Københavns nye højhuse

Der er mange om buddet til boliger i København. For at imødekomme den store efterspørgsel, bygges der højere og tættere.

Københavns nye højhuse

Når det kommer til højhuse, er der fart på udviklingen i København. Man er lige nu i gang med at opføre 12 konkrete byggerier, mens hele 37 af slagsen er godkendt i lokalplanen. Udviklingen skal ses som et resultat af en stor efterspørgsel på boliger centralt i bybilledet, og en generel stigning i boligpriser i hovedstadsområdet. For at gøre plads til flere, bygger man derfor højere og tættere. Dette på trods af kritik fra borgere, som ofte er utilfredse med den skarpe kontrast til de traditionelle, lavere byggerier. Vi har hos Propstep kigget nærmere på en række af de mest interessante højhuse – tag et kig herunder, hvor vi har listet byggerierne efter forventet afslutning

Bohrs Tårn

Hvor: Carlsberg Byen Hvem: Carlsberg Byen P/S Formål: Boliger, erhverv Status: Afsluttet (2017) Højde: 100 meter

Bohrs Tårn er Carlsberg Byens første af flere højhuse. Byggeriet huser 88 eksklusive lejligheder med slående udsigt over det meste af København, og udgør med sin højde en markant del af Københavns skyline. Tårnet kan desuden bryste sig af at huse de højest beliggende ejerlejligheder i Danmark, mens de 8 nederste etager huser en del af Professionshøjskolen UCC Campus Carlsberg. Byggeriet er tegnet af en række erfarne arkitektvirksomheder og karakteriseres af sin rødbrune facadebeklædning og vinduer i varierende størrelser.

Nordbro

Hvor: Nørrebro Hvem: Danica Pension Formål: Boliger Status: Afsluttet Højde: 100 meter

Nordbros tårn vil med sin markante højde og arkitektur udgøre et vartegn for Nørrebro, når byggeriet står færdigt medio 2019. Tårnet ligger fordelagtigt placeret centralt på Nørrebro, med få hundrede meters afstand til S-tog, busafgange, og den kommende Nørrebro Metrostation. Byggeriet vil huse 510 studieboliger i varierende størrelser, og en offentligt tilgængelig tagterrasse med uovertruffen udsigt over København og hovedstadsområdet. Med varierende, brun facadebeklædning og markante vinduespartier, udgør Nordbro en spændende tilføjelse til det eksisterende Nørrebro.

Dahlerups Tårn

Hvor: Carlsberg Byen Hvem: Carlsberg Byen P/S Formål: Boliger Status: Afsluttet (2022) Højde: 80 meter

Dahlerups Tårn, placeret i den ydre del af Carlsberg Byen, består af ejerboliger i varierende størrelser med fantastisk udsigt over Søndermarken og Carl Jacobsens Have. Byggeriet er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects og kendetegnes af varierende facadebeklædning og store vinduespartier fra top til tå. Sammen med Bohrs Tårn udgør Dahlerups Tårn den indledende del af Carlsberg Byens spændende højhus-ambitioner. Byggeriet forventes færdigt 2021.

Posttårnene

Hvor: Postbyen, København V Hvem: Danica Pension Formål: boliger, hotel, kontor, butikker Status: Igangværende (forventes færdig 2028) Højde: 115 meter

På den gamle postterminals grund ved Københavns Hovedbanegård opfører Danica Pension en helt ny bydel under navnet Postbyen. Nedrivningen af de gamle industrilokaler påbegyndtes i 2018, og det samlede projekt forventes afsluttet senest 2023. Postbyen vil huse en række nybyggede højhuse på den attraktive placering central i hovedstaden, det største heraf på hele 115 meter. Tårnet udgør dermed det højeste vedtagne byggeri i København, 10 meter højere end spiret på Københavns Rådhus. Beboere kan her nyde godt af det pulserende byliv med alle dets muligheder, og de omkringliggende vandarealer og havnebassiner.

Bellakvarter boligtårn

Hvor: Ørestad Hvem: Bellakvarter Projektselskab A/S Formål: Boliger Status: Afsluttet (2022) Højde: 75 meter

Boligtårnet i Ørestads Bellakvarter opføres på hjørnet mellem Vejlands Allé og Ørestads Boulevard, og strækker sig omtrent 75 meter, akkurat som nabobygningen, Bella Sky. Byggeriet vil huse en række boliger, mens basen bygges ind i det eksisterende karrébyggeri. Arkitektonisk karakterises tårnet af varierende facadematerialer og vinduesplaceringer, fordelt på de fire let forskudte bygningspartier. Fra de øvre etager vil beboere kunne opleve en slående udsigt over Amager- og Kalvebod Fælled. Den endelige lokalplan for byggeriet forventes godkendt i slutningen af 2018.

Great Northern

Hvor: Nordhavn Hvem: Ikke offentliggjort Formål: Boliger, erhverv Status: Ikke startet Højde: 330 meter

Great Northern tager udgangspunkt i planen om et enormt etagebyggeri på det yderste Nordhavn. Byggeriet består af to sejl-formede højhuse på henholdsvis 190 og 330 meter, og vil, såfremt vedtaget, blive de suverænt højeste højhuse, ikke bare i Danmark, men i hele Vesteuropa. Projektet er stadig på tegnebrætsstadiet, og kan se frem til mange års planlægning og forhandling, da planerne afviger gevaldigt fra de vedtagne kommunale fremtidsønsker. De to bygninger skal efter planen huse både boliger, hotel og kontorer, med metrostation, parkering og indkøbscenter i basen, og vil for rejsende til vands udgøre et iøjnefaldende vartegn ved indgangen til København.