Hvad betyder de nye boligskatter for projektsalg?

26. august 2019
Boligskatter

Tilbage i 2016 indgik regeringen en aftale med et bredt flertal, om et nyt ejendomsvurderingssystem. Systemet har til formål at sikre trygheden for boligejerne, igennem mere retvisende ejendomsvurderinger. Men usikkerheden omkring den fremtidige rente og boligskat, har skabt en del forvirring, særligt blandt købere af projektboliger.


Opdatering: Nye skatteregler for boliger udskydes

De nye skatteregler er blevet udskudt et par gange efterhånden og det var oprindeligt meningen at de skulle træde i kraft i begyndelsen af 2021. Men grundet IT problemer, bliver det hele udskudt til 2024. Det betyder også at de nuværende skatteregler fortsat vil gælde et par år mere.
Udskydelsen af de nye skatteregler er ikke nødvendigvis dårlig nyt for hele boligmarkedet. Den kan nemlig give markedet mere tid til at tilpasse sig de nye forhold og derudover vil det også give køberne af projektsalg, ekstra tid til at opnå skatterabatten.
Dog vil udskydelsen også betyde at nogle betaler for meget i skat og skal fortsætte med det indtil 2022 – før de kan få pengene tilbage. Det er primært boligejere i yderområderne der er påvirket af det problem.

Hvornår kan jeg opnå skatterabat på min projektbolig?

Kort fortalt kan du opnå skatterabat hvis din bolig står indflytningsklar senest d. 1 Januar 2024. Det betyder at de eventuelle stigninger, der måtte komme i skatten bliver trukket fra, så du ikke skal betale mere end hvad du skulle før.
Hvad angår din grundskyld, betaler du allerede fra det tidspunkt, hvor du har erhvervet ret til grunden. Så hvis du har købt ejendommen inden 2024, vil du opnå skatterabat på grundskylden.

Hvornår kan det betale sig at købe?

Det kan være fristende at købe din projektbolig inden det nye system indtræder, så man kan modtage skatterabatten. Men det afhænger i høj grad af hvilken situation du som boligsøgende står i.

Et af de store problemer som det nye vurderingssystem vil skabe for projektboliger med indflytning efter 2024, er usikkerheden om hvad man reelt set skal betale for sin bolig. For da vurderingerne ikke gennemføres før boligen står færdigbygget, er det derfor heller ikke muligt at vide hvad ens ejendomsskat og grundskyld vil komme til at ligge på. Derfor kan det være en god idé at tænke fremadrettet.

Du skal bl.a. være opmærksom på, at de nye vurderinger kan have en indflydelse på salgsprisen for din bolig. Hvis vurderingen er steget efter det nye system er implementeret, skal køber betale en højere skat end du gjorde. Det kan betyde, at du måske får langt mindre for boligen, end du havde regnet med. Hvis man kun forventer at bo i boligen i en kort årrække, er det ikke sikkert det kan betale sig, når man risikerer et større prisnedslag på boligen, når den skal sælges igen. Har man derimod planer om at blive boende i længere tid, kan det godt betale sig, da man kan nyde godt af skatterabatten.

En anden vigtig faktor der er god at tage højde for inden man investerer i en projektbolig, er placeringen. Siden finanskrisen er priserne på grund og ejendom steget voldsomt i storbyerne og særligt hovedstadsområdet. Her kan man altså godt forvente en stigning i vurderingerne. Går du derfor og overvejer at købe projektbolig i storbyerne, kan det muligvis godt betale sig at slå til inden 2024 og dermed opnå skatterabatten. Selvom man ikke kan vide sig helt sikker, har Bolius.dk udarbejdet en beregner der kan give dig et godt bud på hvordan dine boligskatter kommer til at ændre sig. Der er stor sandsynlighed for, at vurderingerne ikke stiger voldsomt udenfor storbyerne. Går du derfor med tanken om at rykke væk fra de større byer, behøver du ikke at skynde dig.

Se alle projektsalg med indflytning inden 2024 her

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *